I Carl von Linnés hus i Uppsala

Timen sover på en slidt trappe.
Allt er tavst og stille.
Selvom fortiden ånder koldt
mod os som ikke forstår
hvað har sket i dette hus,
hvilker tænker og længsel
boede i den som gik op den stige
igen og igen
for at møde sin skæpne og död.

Der brændte dens ild
som krævede at gå um livets døren,
- søgte, fandt, mistede
og tabte til sidst det hele.

Gamle trapper siger historier
og væggene hvisker ord.

Vi går om i huset
og sier ,,Morsomt museum!"
Fordi vi hører ikke ekkoet ...

og høsten venter
på vores nyhuggede trapper.

 

Sverige, Juni 1990